I dag er det 17 år siden jeg blev medlem af Socialdemokratiet!
Jo, den er god nok. 17 år. Sikke tiden den løber.
I 2007 var der folketingsvalg og Socialdemokratiets slogan var “Velfærd frem for skattelettelser”. Valget endte med et VKO-flertal og Anders Fogh Rasmussen som statsminister – igen!
Jeg har altid haft den holdning, at man skal stå ved det man tror på og at hvis man ønsker ændringer, så må man gøre noget for at få det til at ske. Derfor meldte jeg mig ind i Socialdemokratiet.
Det har været 17 år med værdikampe, fællesskab og en dyb tro på, at vi sammen kan skabe et Danmark med lige muligheder for alle.
I 2021 tog jeg et stort skridt, da jeg stillede op til kommunalvalget for første gang. Det var en spændende og lærerig oplevelse, og jeg er især stolt af den tillid vælgerne viste mig ved at vælge mig som 1. suppleant til kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet i Dragør.
Det har betydet, at jeg har prøvet at være kommunalbestyrelsesmedlem i 3 måneder, samt deltaget i flere KB-møder og temamøder som suppleant gennem de seneste 3 år.
Det har givet mig mulighed for at følge med og bidrage endnu mere til vores lokalsamfund i Dragør – også selvom det kan være svært at få tid til gruppemøder i en travl hverdag som børnefamilie.
At være socialdemokrat handler for mig om at tage ansvar, stå fast på solidaritet og sikre en bæredygtig og retfærdig fremtid. Gennem årene har jeg engageret mig i politiske valgprogrammer, deltaget i S-webinarer, lavet partiforeningens hjemmeside, og debatteret for at gøre en forskel – og jeg glæder mig til mange flere år med at arbejde for fællesskabet.
Tak til alle jer, der har fulgt med og støttet mig undervejs.